Efter ni måneders venten, forberedelse og redebygning – sidstnævnt helt til det ekstreme de sidste dage:-) – så kunne vi 2. april 2011 kl. 01.21 byde velkommen til smukke, lille Smilla.
Jeg var til sidste kontrol hos min fødselslæge Heidi på Riget tirsdag den 29. marts. Hun undersøgte og scannede på vanlig vis lillepigen. Alt var fint og hun scannede hende til at have en vægt på det tidspunkt på ca. 3300 gram. Hun mente helt sikkert, at lillepigen nu var klar til at møde verdenen udenfor den trygge mave. Derfor var hendes forslag også, at fødslen skulle sættes igang på terminsdagen 1. april, hvis ikke lillepigen havde bestemt sig for at komme inden da. Hun forklarede, at undersøgelser og statestikker viser, at risikoen for iltmangel af den ene eller anden grund vokser for hver dag, man går over terminsdagen. Samtidig havde netop hun vagt fra fredag eftermiddag og hele natten til lørdag og kunne derfor – hvis tingene ellers artede sig – selv være med under fødslen. Og endelig ville en planlagt igangsættelse give en større grad af kontrol og mulighed for overvågning. Det var der stor tryghed i og beslutningen var derfor ikke svær.
Jeg fik en tid til igangsættelse fredag den 1. april kl. 09.00. Det var virkelig mærkeligt at gå fra tirsdag til fredag og vente. Og vide, hvornår fødslen, i hvert fald senest, ville finde sted. Lillepigen havde selvfølgelig mulighed for at melde sin ankomst inden, men der var ikke meget i sol, måne og stjerner, der tydede på, at det ville ske. Det var også en lidt skræmmende ventetid, for det betød jo, at der nu ikke var lang tid til selve fødslen – uanset om jeg ville det eller ej. Og det gav mange tanker om, hvordan det denne gang ville gå.
Fredag morgen kørte vi afsted mod Riget og blev modtaget af en jordemor, der startede med at køre en strimmel for at se lillepigens hjerterytme. Den var lige til UG. Derefter var det meningen, at fødslen skulle sættes igang med en stikpille, men netop som jordemoderen havde fundet pillen, blev hun alligevel betænkelig. En stikpille kan i nogle tilfælde give meget voldsomme veer under fødslen og det kan være en stor belastning for et gammelt kejsersnits-ar. Derfor er man på Riget begyndt i stedet at bruge en mekanisk metode – en såkaldt ballon, der har til formål at udvide livmodermunden, hvorefter kroppen af sig selv begynder at udskille hormoner og sætte fødslen i gang. Hun gik derfor ud for at konferere med de andre jordemødre og de besluttede sig for ballonmodellen. Det havde den konsekvens, at jeg skulle tage hjem, komme tilbage kl. 18.00, få opsat ballonen og overnatte på sygehuset. Lørdag morgen ville de så tage vandet og fødslen ville gå igang.
Det var meget mærkeligt at køre hjem igen fra Riget. Lidt som når luften går ud af en ballon. Nu havde jeg lige sat mig op til at komme igang og samtidig var jeg lidt ærgelig over at udskydelsen måske kunne betyde, at min fødselslæge Heidi ikke kunne være med under fødselen, da hun kun havde vagt til lørdag morgen. På den anden side kunne jeg sagtens forstå argumenterne og jeg var klart også mere til en mekanisk igangsættelse end en medicinsk.
Kl. 18.00 var vi tilbage på Riget. Der blev kørt endnu en strimmel. Alt var i skønneste orden og kl. 19.00 blev ballonen sat op. Jordemoderen og lægen foreslog, at vi gik os en tur og nød den sidste aften bare os to. Steen kunne desværre ikke få en seng på Riget og overnatte sammen med mig, så det ville være rart at være lidt alene sammen inden han måtte vende hjem. Jordemoderen foreslog en god isbar på Skt. Hans Torv, der lå i gåafstand fra Riget. Det lød som en god ide.
Jeg nåede dog kun lige ud i den friske luft inden det begyndte at murre voldsomt i maven og jeg mistede lysten til såvel is som lange gåture. Steen og jeg blev enige om blot at gå lidt rundt på gangene inde i Riget i stedet. Det virkede lidt mere overskueligt. Og den beslutning var nok meget god for veerne gik i gang straks efter. Her var kl. ca. 19.30. Lige fra starten var der kun halvanden til to minutter mellem veerne og det skulle vise sig at fortsætte sådan resten af tiden.
Efter 5 -6 af sådanne regelmæssige veer blev vi enige om, at det nok var bedst at vende tilbage til den stue, jeg havde fået anvist på barselsgangen. Der, hvor det faktisk var meningen, at jeg bare skulle have sovet stille og roligt gennem natten og blive klar til strabadserne dagen efter. Sådan skulle det tydeligvis ikke være og da vi nåede tilbage til stuen, blev vi også mødt af en sygeplejerske, der var meget overrasket over den pludselige udvikling i mit forløb. Hun var ikke længe om at kontakte fødegangen og bede om at få en jordemoder over.
Veerne varede i starten omkring 40 sek, men tog meget hurtig til i styrke og længde. Og der var bare ikke nogen pause i mellem til at slappe af og blive klar til næste ve. Den måde veerne udviklede sig på, mindede på rigtig mange måder om den måde, de udviklede sig på ved Anne-Sophies fødsel. Lige på og hårdt stort set fra starten. Jeg var rigtig glad for, at jeg var på Riget, da veerne startede og tænkte flere gange på, at en køretur fra Bagsværd til Riget med veer ville have været noget nær uoverskuelig.
Jeg må erkende, at veer og jeg bare ikke er en god cocktail. Uanset, hvor meget jeg prøvede at tænke på min vejrtrækning og på at slappe af i kroppen og tage imod næste ve og uanset hvor stor og god en indsats, Steen gjorde for at holde mit fokus oppe i hovedet og ikke nede ved smerterne, så spændte min krop totalt op ved hver ve. For mig gør det bare ondt, ondt, ondt!!
Allerede efter ca en time begyndte jeg at bede om noget smertestillende. Med Anne-Sophies fødsel i tankerne, – hvor jeg ikke selv overskuede at spørge efter smertestillende og jordemoderen dengang heller ikke var opmærksom på behovet, hvilket betød at jeg først fik noget ca 24 timer inde i fødslen, – var jeg meget opmærksom på muligheden denne gang. Og allermest drømte jeg om at få en epiduralblokade, som jeg havde hørt skulle være noget nær Guds gave til fødende kvinder. Jordemoderen, der nu var kommet hen på barselgangen, hvor jeg stadig lå, mente bestemt, at jeg skulle have noget for smerterne, men synes det var for tidligt i forløbet til at give epidural. Jeg havde jo trods alt kun været i gang i ca en time. Hvad jeg ikke vidste var, at en epiduralblokade i nogle tilfælde kan virke bremsende på en fødsel, hvis den gives for tidligt og det var hendes bekymring. Jeg var bare irreteret over, at jeg ikke bare kunne få den – lige her og lige nu!
Jordemoderen ville i stedet give mig noget lattergas til en start, men først skulle jeg flyttes fra barselsgangen og til fødegangen og hun ville gerne, at jeg gik selv. Sandsynligvis for at få mere gang i processen. Fødegangen er lige ovre på den anden side, beroligede hun mig med og det var også rigtig nok, men den stue jeg skulle have lå helt nede i den anden ende af gangen. Puha, der var langt derned og jeg var virkelig glad for at der var et gelænder hele vejen, jeg kunne hænge i:-)…
På stuen fik jeg min lattergas. Det tog toppen af smerterne, men jeg synes ikke, at det virkede imponerende. På det tidspunkt syntes jeg, at det bedste ved lattergassen var masken, der gav mig noget at forholde mig til, når der kom en ve. Så kunne jeg i det mindste gribe om den og suge det bedste jeg havde lært. Noget har det nu nok hjulpet. Jeg blev i hvert fald ret ligeglad med, hvad der foregik rundt om mig. Lå blot med lukkede øjne i min egen lille døs og koncentrerede mig udelukkende om, hvor lattergasmasken samt Steens hånd var. Og nåå ja, så også lige om at nå at råbe på en bakke, når jeg skulle kaste op. Føj for pokker, det er ikke anbefalelsesværdigt at have veer og kaste op på samme tid!!
Veerne tog stadig bare til og der blev skruet mere og mere op for lattergassen. Omkring kl 23.30 begyndte jeg igen at bede om en epiduralblokade og nu var jordemoderen enig. Hun tilkaldte en anæstesilæge. Jeg var på dette tidspunkt ved at være temmelig frustreret over, at ballonen endnu ikke var faldet ud. Jeg havde en fornemmelse af at have været i gang i rigtig lang tid og jeg vidste, at ballonen ville falde ud af sig selv, når jeg var ca. 5 cm åben. Det var bare endnu ikke sket.
Anæstesilægen kom og han fik af jordemoderen besked på, at han godt måtte skynde sig at lægge blokaden. Han gjorde helt sikkert, hvad han kunne og placerede f.eks. beskyttelsesklædet med en 10 cm bred klisterkant så hurtigt på min ryg, at mit hår, der når lige ned til over skulderen, ikke nåede at blive fjernet. Jeg er ikke helt sikker på, hvor meget af frisuren, der efterfølgende røg på den bekostning. Jeg var også ligeglad. Anæstesilægens drugs var min redning:-).. Jeg har i øvrigt altid troet, at det ville gøre ondt at få lagt en epiduralblokade, men det er intet i forhold til veer. Det er ikke rart at sidde sammenbøjet mens den bliver lagt og heller ikke nemt at sidde stille under veerne (jeg nåede at have en 4 – 5 stykker inden han var færdig), men det var bestemt det hele værd. Sekunder efter den var lagt, virkede den og det var ren helse. Hvis ikke det var fordi, den på et bestemt sted i maven ikke virkede, så ville jeg slet ikke vide, at jeg havde veer længere.
Udover at tage smerterne havde epiduralblokaden den virkning, at jeg begyndte at slappe af i kroppen og så tog tingene fart. I løbet af ca. 10 minutter faldt ballonen ud. Jeg var dermed 5 cm åben. Det var skønt at vide, at det nu skred fremad. Og det skulle blive endnu bedre. I løbet af de næste 15 minutter åbnede jeg mig yderligere fra 5 til 10 cm, hvilket var ekseptionelt hurtigt og jeg fik af vide, at det nu var et spørgsmål om meget kort tid før presseveerne ville tage over og lillepigen være ude. Fantastisk.
Desværre skulle det ikke være så nemt for netop i det øjeblik, dykkede lillepigens hjerterytme og hun lå i nogle minutter og rodede omkring 60 slag. Hun havde ellers indtil da ligget rigtig flot på hjerterytmen og selvom det ikke var kritisk, at hun dykkede, så var det utroligt ubehageligt at kunne høre, hvordan biblyden fra skærmen til højre for mit hovede pludselig blev langsommere. Samtidig kunne jeg se, at jordemoderen fik et mere koncentereret udtryk i ansigtet. På grund af epiduralblokaden var jeg ikke længere plaget af smerter, hvilket betød, at jeg kunne følge meget mere med i, hvad der foregik rundt om mig. Jeg hørte derfor også, at jordemoderen bad om at få fødselslægen Heidi ind og da hun kom, så jeg, hvordan hun også meget koncentreret holdt øje med skærmen, der viste lillepigens hjerterytme.
Jeg hørte hende bede om at få taget en ph-værdi fra lillepigens hoved og den kom tilbage med det resultat, at den ikke var kritisk, men heller ikke helt pæn. Heidi traf derfor en beslutning. Hun ville prøve en enkelt gang med kop og se om det var nok til at få lillepigen ud og ellers var det videre til kejsersnit. Hun fortalte mig, at hendes beslutning ikke var begrundet i, at det var specielt kritisk, men at hun ikke ville tage nogen chancer overhovedet min tidligere fødsel taget i betragtning.
Jeg så, hvordan rummet herefter blev mere og mere fyldt med folk. Til sidst var der 3 jordemødre, 2 fødselslæger, 1 sosu assistent, 1 børnelæge, 1 laborant og 1 anæstesilæge til stede. Mange af dem gjorde, hvad de kunne for at berolige mig og sige, at alt var som det skulle være og at det bare var for ikke at tage chancer. De lovede, at der nok skulle komme et sundt og raskt barn ud, men jeg havde rigtigt svært ved at tro helt på dem. Ved Anne-Sophies fødsel havde de også sagt flere gange, at alt var i skønneste orden… Tårerne løb ned af kinderne på mig og jeg var – for at sige det mildt – skide bange! Det blev ikke bedre af, at jeg hørte en i rummet give en besked i telefonen, hvor hun blandt andet sagde “vi har et påvirket barn”. Der gik jeg fra, at tårerne bare trillede til at hulke. Jeg kunne slet ikke overskue at det skulle gå galt igen. Det var ikke så meget angsten for at få et handicappet barn igen, men angsten for at miste igen, der var størst på det tidspunkt.
Heidi lagde koppen, men den røg af ret hurtigt igen og hun tog konsekvensen og beordrede kejsersnit. Jeg blev kørt mod operationsstuen og da vi kom derhen, var stuen tom og mørklagt. Det gav nogle grimme erindringer fra Fies fødsel, hvor operationsholdet ikke kunne komme ind på operationsstuen, fordi de manglede en nøgle. Her viste det sig dog, at de alle stod og gjorde sig klar i klargøringsrummet lige ved siden af og i løbet af få sekunder var de inde på operationsstuen og stod klar ved deres pladser.
Herefter kom der mere ro på det hele igen. Der kom overvågning på lillepigen igen og hendes hjerterytme havde rettet sig og var igen fin. Det var tydeligt at mærke, at bevægelserne igen blev roligere hos hele holdet og der var endda tid nok til at Steen kunne nå tilbage efter et kamera. Alligevel tog dette kejsersnit kun det halve af den tid, som det tog for holdet ved Anne-Sophies kejsersnit.
Jeg var stadig meget ked af det. Stadig bange for udfaldet af denne fødsel, men nu også bare ked af, at det heller ikke denne gang skulle lykkes at føde på normal vis. At jeg heller ikke denne gang skulle have lillepigen op på maven sekunder efter fødslen og være den første til at mærke hende. Så jeg græd stadig – af angst, skuffelse, frustration og nok også bare fordi jeg var træt…
Og så… i løbet af et splitsekund vendte det hele. Fødselslægen Heidi, der selv foretog kejsersnittet, kaldte på Steen og sagde, at det var nu, hvis han ville se sit barn komme til verdenen. Han kiggede bag det grønne klæde og i det samme fornemmede jeg, hvordan der blev rykket i min maven og så…. så kom det tegn, der for alvor adskilte denne fødsel fra Fies fødsel. Bag det grønne klæde lød et vræl fra et barn, der arrigt gav udtryk for ikke at være tilfreds med at være blevet rykket ud af sit trygge bo. Et højt og klart vræl, der bare fortsatte, mens børnelægen brugte et minut på at kigge på hende og konkludere at alt var som det skulle være og som også fortsatte, da hun blev lagt i Steens arme. Da jeg stadig var for påvirket af bedøvelsen og samtidig lå på en smal briks, var det for farligt for mig at holde hende, men jeg kunne se hende i Steens arme og jeg kunne ikke mindst høre hende… og den lyd var ubeskrivelig fantastisk.
Jeg var lettet, jeg var lykkelig og jeg var på det tidspunkt helt ligeglad med, at fødslen var endt i kejsersnit. Jeg var bare så glad – jeg var blevet mor igen! Lillepigen var blevet født og hun var bestemt en Smilla…
Fortsættes…..
Kun lige en time gammel og stadig lidt overrasket over, hvor hun er kommet hen….
April 14th, 2011 | Category: Uncategorized | Comments (10)
